Fladså Arkiv

Fladså Arkivs historie

I juni 1979 blev der afholdt et ordinært møde i det daværende Initiativtagerråd for Fladså. Formanden, Peder Nielsen fra Lov, tog ordet og foreslog, at der blev oprettet et lokalhistorisk arkiv for Fladså Kommune. Mødedeltagerne klappede i hænderne og sagde ja til forslaget, der også faldt i god jord i lokalsamfundet.

Hér havde flere enkeltpersoner og små lokale grupper længe arbejdet med lokalhistorie, og nu fik de så mulighed for at gøre det på mere organiseret vis. Advokat Jens Bjørst i Flintemose fik til opgave at udforme nogle vedtægter, og den 15. august 1979 blev Lokalhistorisk Forening og arkiv i Fladså stiftet.

Men ét er at have en forening og et arkiv på papiret – det skal også gerne fungere i praksis. Ikke mindst skal der være et økonomisk fundament, og her kneb det lidt i starten. Initiativtagerrådet og den nyvalgte kasserer havde som startkapital doneret hhv. kr. 3000,- og kr. 200,- i kassen, så der blev mulighed for, at bestyrelsen kunne påbegynde sit arbejde, og i løbet af det første regnskabsår fik arkivet 160 medlemmer.

I 1980 lykkedes det at opnå et kommunalt driftstilskud samt at få stillet lokaler til rådighed til selve arkivet. Disse lokaler lå på Mogenstrupskolen og omfattede 11 m² magasin i kælderen samt råderet over Fritidslokalet i stueplan, hvilket imidlertid indebar, at de arkivalier, der skulle bruges i Fritidslokalet, måtte fragtes ad en udvendig trappe i al slags vejr.

Dette blev i første omgang løst ved at benytte rengøringspersonalets frokoststue som læsesal, og fra 1988 fik arkivet et fast arbejdsrum på 11 m² lige ved siden af magasinet. Dette rum havde imidlertid ingen vinduer, så det var en stor forbedring, da arkivet i 1999 kunne flytte til Korskildeskolen i Brøderup, hvor kommunen stillede 26 m² magasin og 48 m² kombineret arbejdsrum og læsesal til rådighed. Stadig i en kælder, men nu med vinduer.

I forbindelse med kommunesammenlægningen i 2007 indgik arkiverne i Fladså, Fuglebjerg og Næstved et arkivsamvirke, som fungerede indtil den 1. januar 2010, hvorefter alle arkiver i Næstved Kommune blev samlet under NæstvedArkiverne.

Samlingerne

Fladså Arkivs samlinger er registreret i arkivdatabasen naesbas. Finder du materiale via naesbas, der ligger i Fladså Arkiv, skal du skrive til fladsaa.arkiv1@gmail.com og aftale et besøg, hvis materialet skal findes frem på forhånd. Du kan også møde op i åbningstiden.

Fladså Arkivs fotosamling består af over 2000 registrerede fotos og albums, som kan ses på læsesalen i Fladså: Søg i Fladså Arkivs registrerede fotosamling.

Se også Fladså Arkivs samling af Næstved Tidende.

Kontakt

Fladså Arkiv, Korskildevej 2A, Brøderup, 4733 Tappernøje

Åbningstid: Torsdag 18-21 samt efter aftale.

Telefon: NæstvedArkiverne 3035 5349. E-mail: fladsaa.arkiv1@gmail.com. 

Hjemmeside: https://www.fladsaa-arkiv.dk/. 

Frivillige ved NæstvedArkiverne i Fladså

Keld Andersen
Jørgen Andersen
Inger Hansen
Povl Hansen
Susanne Stampe Andersen