Fladså-Trolden fylder 75 år

Den 22. december 2019 var det 75 år siden, at Fladså-Trolden blev afsløret foran det nybyggede Næstved Rådhus i Teatergade. Skulpturen var en gave fra Næstved Kunstforening og Næstved Turistforening, der bl.a. fik støtte fra Carlsbergfonden.

En trold i cement

Skal man tro Næstved Tidende, var den 22. december 1944 en bidende kold dag. På trods af det var ca. 200 tilskuere ifølge avisen mødt op for at se Fensmark-kunstneren Arne Bangs værk afsløret. Tilstedeværende var bl.a. Byrådets medlemmer, bestyrelsen for Næstved Turistforening og alle dem, der havde doneret til skulpturens opførelse.

Trolden gjorde ifølge Næstved Tidende et imponerede indtryk – også selvom den var opført i cement og ikke i et ædelt materiale som sort granit, hvilket avisen ellers helst havde set. Desuden mente avisen ikke, at skulpturen gjorde indtryk af en klassisk, lavstammet og ondsindet trold. Den forekom mere som en stærk kolos med svulmende lemmer og et spændt bryst - måske som et symbol på byen Næstved?

Danmarks største enkeltskulptur

Med en højde på fem meter var den ved afsløringen Danmarks største enkeltskulptur. Som Bang selv pointerede ved afsløringen, kunne Næstved nu bryste sig af at have landets såvel største som mindste skulptur.

Fladså-Trolden har efter sin opførelse dannet rammen for flere folkefester, derunder ved befrielsen 5. maj 1945. Ligesom Krinsen på Kongens Nytorv i København har trolden også været centrum for nybagte studenter, der har fejret deres huer med en dans rundt om kæmpen.

Se billeder af Fladså-Trolden i TV2 Østs artikel fra d. 22/12-2019, der er baseret på ovenstående tekst: Ikonisk kæmpetrold fylder 75 år.