Knud Knudsen – en landstræner fra Næstved

Knud Knudsen var en mand med mange jern i ilden. Som ung spillede han både håndbold for Østerbro Håndboldklub og fodbold for AB.

Som voksen kastede han sig over dommerhvervet, og han var international håndbolddommer i 16 år, hvor han nåede at dømme 58 landskampe.

Knud Knudsen dømte sågar VM-finalen i herrehåndbold i 1961 mellem Rumænien og Tjekkoslovakiet. I Næstved var Knud Knudsen nok bedst kendt som halinspektør for Næstvedhallen.

Et hverv han bestred fra 1961-1979. Derudover deltog han i bestyrelsesarbejde for Næstved IF, og han sad i fritidskommissionen i Næstved Kommune.

Knud Knudsen, nr. to fra venstre, overrækker blomster til besøgende nr. 10.000 ved boligmessen i Næstvedhallen 1969. Fotograf: Harry Nielsen

Men Knud var også landstræner for de danske håndboldkvinder i perioden fra 1963-1969. Under hans ledelse opnåede kvindelandsholdet blandt andet en fin 5. plads ved VM i 1965.

Den 19-11-1967 lagde Næstvedhallen rammerne til kampen om det nordiske mesterskab i damehåndbold mellem Danmark og Norge. Knud Knudsen var ved roret, men det danske kvindelandshold måtte se sig slået af nordmændene.

Privat var Knud Knudsen gift med håndbold- og basketballspiller Hanne Knudsen fra Næstved, som i en kort periode spillede på det danske håndboldlandshold.

Dansk Håndbold Forbund havde også glæde af Knud Knudsens engagement, og her var han med i forretningsudvalget fra 1965-1970. Han nåede også at være landstræner for det danske herrelandshold i håndbold i 1970.

Kilder:

Næstved Tidende 5-2-1979

Næstvedhallerne – gennem tiden, 50-års jubilæum 1960-2010

Næstved Tidende 5-2-1968 - sportstillæg