NæstvedBilleder – En ny side til gamle billeder

Tusindvis af historiske fotografier fra Næstved og omegn kan fra i dag ses på siden naestvedbilleder.dk.

Billederne stammer fra NæstvedArkivernes og Næstved Museums samlinger. En stor del af billederne fra især museets samlinger har aldrig været vist før.

NæstvedBilleder rummer Næstved Kommunes kulturarv og historie, som hermed for første gang gøres tilgængelig for alle på en fælles online platform.

Foreløbigt kan over 3000 billeder ses, men der kommer løbende flere til i takt med, at samlingerne digitaliseres og registreres.

På sigt er planen at samtlige 55.000 digitaliserede billeder fra arkivets og museets samlinger bliver tilgængelige på NæstvedBilleder.

Nyt liv i gamle fotografier

NæstvedBilleder giver alle en nem adgang til kulturarven og helt nye muligheder for at gå på opdagelse i vores fælles fortid.

På platformen kan man bruge fritekstsøgningen, vælge billeder fra bestemte tidsperioder, se billederne på et interaktiv kort over Næstved eller udforske bestemte temaer som bl.a. De ældste fotografier, Fest og fritid eller Industri, håndværk og handel.

Alle kan bidrage med deres viden ved at sende en kommentar til NæstvedArkiverne under hvert billede, hvis man ligger inde med flere oplysninger om f.eks. motivet, dateringen eller fotografen.

Registrerede brugere får adgang til at tilføje søgbare emneord og placere billederne på kort.

Kristoffer Buck Pedersen, kulturarvschef på Museum Sydøstdanmark, glæder sig over de mange billeder på nettet:

"Med ‘NæstvedBilleder’ får vi alle mulighed for at puste nyt liv i gamle fotografier. Det understreger, at kulturarv ikke kun findes på museer og på arkiver, men at det er en levende ting som alle ejer, og som alle kan være med til at aktivere."

Gå på opdagelse i Næstveds fortid på NæstvedBilleder