Næstved Fattigvæsen 1883-1934
Kilder til Næstved Fattigvæsens historie 1883-1911
Den offentlige forsørgelse af fattige og trængende i Næstved fulgte samme principper som socialforsorgen i resten af Danmark. Med Grundloven af 1849 fik alle ret til offentlig hjælp, såfremt man ikke havde midler eller mulighed for at forsørge sig selv og sin familie. Samtidig blev det dog slået fast, at man mistede sin stemmeret, hvis man havde modtaget fattighjælp, som ikke var betalt tilbage.
Fattigvæsenets regnskaber 1921-1934
Det var ikke uden omkostninger at drive et fattigvæsen. Til udgifterne hørte bl.a. hjælp til jordemødre, sindssyge, hjemløse og kronisk syge. Dertil kom udgifterne i forbindelse med driften af Næstved Fattiganstalt.
Fattigvæsenets journalsager 1917-1933
Hver købstads- og sognekommune havde oftest sit eget fattigvæsen, der bevilligede eller afslog anmodninger om fattighjælp. Fattigvæsenet i Næstved producerede en række journalsager, som er bevaret for perioden 1917-1933. Journalsagerne er personsager og fortællingen om de mange mennesker og familier, der kom i berøring med Næstved Fattigvæsen og hvis eksistensgrundlag var afhængig af offentlig forsørgelse.