Tvang, indespærring og straf

Anstalten bygges
Det var Præstø Amt, der i 1868 fik opført tvangsarbejdsanstalten i Næstved. Inden tvangsarbejderne rykkede ind i de nye bygninger, blev anstalten åbnet for offentligheden, så folk kunne se, hvordan der så ud bag ved murene. Næstved Avis kom også til åbent hus og berettede fra begivenheden, at tvangsarbejdsanstalten var udtryk for tidens humane ånd.

To slags lemmer
På tvangsarbejdsanstalten var der to typer indsatte: Straffelemmer og arbejdslemmer. Straffelemmerne havde fået en dom, og deres ophold på anstalten blev sidestillet med fængsel. Arbejdslemmerne blev sendt til arbejdsanstalten for at blive disciplineret som oftest, fordi de blev opfattet som dovne, arbejdssky eller ballademagere.

Arbejdslemmerne og straffelemmerne blev holdt adskilt på anstalten både udendørs og indendørs for at sikre, at straffelemmernes kriminelle adfærd ikke smittede af på arbejdslemmerne.

Mænd og kvinder
Der var både plads til kvinder og mænd på tvangsarbejdsanstalten indtil 1928, hvor kvindeafdelingen lukkede, og kvinderne blev sendt til Vestre fængsel. Der var altid mange flere mænd end kvinder indsat på tvangsarbejdsanstalten. Grunden til, at kvinderne blev sat ind i arbejdsanstalten i Næstved var ofte, at de blev beskyldt for at sprede kønssygdomme i samfundet. Men også kvindelige fattiglemmer kom på tvangsarbejdsanstalten, fordi de skabte uro på de fattiggårde, de boede på. Det var eksempelvis tilfældet med fattiglemmet Karen Marie, der i 1877 blev sendt til Næstved fra Herlufmagle-Tybjerg Fattiggård.

Mændenes baggrund for at komme på tvangsarbejdsanstalten i Næstved var ofte tiggeri, vagabondering, løsgængeri og manglende betaling af børnepenge og vedgåelse af faderskab. Også misbrug af alkohol spillede en rolle for indsættelse på anstalten. Det fik fattiglemmet Hans Peter i 1870'erne at føle, da Skibinge Sogneråd søgte om at få ham indsat, fordi han var drikfældig og en slet person, der misbrugte sin frihed.

Slid, koste og vælling
Tvangsarbejdernes hverdag var fyldt med arbejde fra morgen til aften kun afbrudt af tre spisepauser og en times motion i gården. Under arbejdet var al samtale forbudt, og i pauserne blev højrøstet snak heller ikke tolereret.

De ting, tvangsarbejderne producerede, blev blandt andet solgt til Præstø Amts sygehuse og anstalter og til byens købmænd. Næstveds borgere kunne på den måde feje for egen dør eller trappesten med en kost, som kom fra tvangsarbejdsanstalten. Sygehusets patienter lå på stiklagner, som tvangsarbejderne havde vævet, og de grøntsager. som indgik i sygehuskosten, var dyrket af tvangsarbejderne.

Maden, tvangsarbejderne spiste, blev tilberedt i sygehusets køkken, og menuen, var den samme fra tvangsarbejdsanstalten åbnede i 1868, og til den lukkede i 1937.

Udlængsel
Det var forbudt at forlade tvangsarbejdsanstalten, men flere forcerede alligevel tremmerne for vinduerne og stak af. Heriblandt var den 38 årige Oluf, der i 1927 firede sig ned fra soveværelsesvinduet, efter han havde ødelagt tremmerne. Men Oluf var kun fri i kort tid, inden han igen blev ført tilbage til tvangsarbejdsanstaltens isolationscelle, hvor han sad i 30 dage. Herefter hængte han sig i en strimmel fra et lagen.

Så hellere i tugthuset
Avisen Socialdemokraten skrev i 1911, at en af de indsatte på tvangsarbejdsanstalten havde været oppe at slås med nogle andre indsatte. Efter slåskampen var han gået ind på den fælles sovesal og sat ild på sin seng. Som motiv til ildspåsættelsen fortalte han, at han bare ville væk fra tvangsarbejdsanstalten, og derfor håbede han at komme i tugthuset, hvor han hellere ville være.

Der slukkes og lukkes
I 1937 blev tvangsarbejdsanstalten lavet om til sygeplejeboliger. Ting fra produktionen som f.eks. siv og børstenbindermaterialer blev solgt til Næstved Kommunes arbejdsanstalt Kanalgården. Uldtæpper, tøj, madrasser og senge fra tvangsarbejdsanstalten blev kørt til arbejdsanstalten i Hovby.

Tvangsarbejdsanstaltens beboere blev sendt til andre arbejdsanstalter f.eks. Hovby og Kanalgården. En af dem, der først skulle til Hovby og derefter Kanalgården, var Mads Peter. Han skrev i 1937 et brev til inspektør Møller fra tvangsarbejdsanstalten og bad om at få lov til at blive i Hovby. Sagen var nemlig den, at Mads Peter efterhånden var blevet en ældre mand, der ikke kunne komme op ad trapperne til sovesalen på Kanalgården. Derfor ville han gerne ende sine dage i Hovby, og det fik han lov til.

I 1933 trådte straffeloven af 1930 i kraft, og tvangsarbejde ophørte som straf. Selvom tvangsarbejde forsvandt fra straffeloven, så kunne tvangsarbejde i den offentlige forsorg fortsat benyttes til at korrigere adfærd hos f.eks. forsømmelige forsørgere, alkoholikere, tiggere og vagabonder.

I 1960 blev betegnelsen tvangsarbejdsanstalt erstattet med forsorgshjem.

Artiklen er baseret på NæstvedArkivernes arkivmateriale om tvangsanstalten