Historien i Fokus #8: Tyske flygtninge i Næstved

Øst for Tybjerg havde tyskerne i 1942 bygget radarstationen Seehund, som skulle spore de allieredes fly, der var begyndt at flyve over det besatte Danmark.

Efter befrielsen i 1945 blev radarstationen omdannet til flygtningelejr for tyske flygtninge, som her kunne isoleres fra det øvrige samfund. Det var forbudt for almindelige danskere at omgås tyskerne i flygtningelejren. 

Inden de tyske flygtninge kunne returnere til hjemlandet skulle der forhandles med den relevante allierede magt, som havde ansvaret for et af de fire besættelseszoner i Tysker. Derfor var det ikke unormalt, at flygtningene sad i de danske lejre i flere år efter krigens afslutning.

I alle de danske flygtningelejre var der strikse regler for hvordan de internerede skulle opføre sig, og hvad de måtte foretage sig. De måtte eksempelvis ikke foretage telefonsamtaler og deres breve skulle gå igennem lejrlederen.

Alle lejre var desuden bevogtede af bevæbnet personel, hundevagter og pigtråd og fungerede i princippet hver især som et indre selvstyre, men med en dansk lejrleder.  Statens Civile Luftværn førte tilsyn med lejrene og havde ansvar for alle forsyninger.

Med tiden lukkede de små lejre og flygtningene blev samlet i større opsamlingslejre. De sidste flygtninge kunne rejse tilbage til Tyskland i februar 1949.

Lejren i Karrebæksminde

Flygtningelejren i Karrebæksminde fulgte de gældende instrukser for flygtningelejre i Danmark og var derfor omgivet af ståltråd og bevogtet af bevæbnede patruljer.

I ordensbestemmelserne for flygtningelejren var det desuden tilføjet, at flygtninge skulle holde 10 meters afstand til ståltrådshegnet. Derudover skulle alle breve og pakker afleveres åbnet til lejrlederen, som kunne censurere indholdet. Brevpost til Tyskland var ikke muligt.

Desuden skulle alle kvinder under 45 år uden børn og alle mænd under 65 år arbejde seks timer dagligt. Arbejdet blev fordelt af lejrlederen, som kunne forlange at få løst en opgave, også selvom man havde arbejdet en fuld dag.

Kun med lægeerklæring kunne man fritages for arbejdet. Belønningen for arbejdet var et trykt bevis for udført arbejde, som flygtningene kunne få med hjem til Tyskland. Beskadigede man inventar, toiletter m.m. eller overtrådte man i øvrigt reglerne, ventede der ifølge ordensbestemmelserne de strengeste straffe.

Afstraffelserne blev ikke nærmere defineret, men det blev understreget, at lejrlederen i særligt ekstreme tilfælde kunne benytte sig af kollektiv afstraffelse af hele lejren.

Den 18. december 1946 blev lejren i Karrebæksminde opløst og flygtningene flyttet til flygtningelejren på Kløvermarken i København. Derefter overtog Dansk Folkeferie bygningerne på adressen Enø Kystvej 55.

Der findes flere beretninger om livet i flygtningelejrene. Fra Tybjerglejren kender vi Anne Schumanns historie.

Anne var omkring 5 år gammel, da hun boede i lejren med sin 25-årige mor. De kom dertil i april 1945, efter at have flygtet over Østersøen og via København kommet til Tybjerg. I lejren boede de bag pigtrådshegn, der blev bevogtet af mænd med geværer og hunde.

Flygtningene var forment kontakt til omverdenen. Undtagelsen var sygdom eller den lille spadseretur børnehavebørnene af og til fik lov til at gå. Anne modtog undervisning, men det var på flygtningenes eget initiativ og det var de ældre mænd i lejren der stod for det.

Da de ikke måtte forlade lejren, måtte flygtningene bytte sig til de ejendele de havde brug for, eller bruge det håndværk de kunne. Anne og hendes mor fik en fodskammel af en af deres medbeboere.

Flygtningene glædede sig over krigens afslutning, og håbede at de nu kunne vende hjem. Anne og hendes mor kom dog ikke hjem til Königsberg, hvor de ellers boede inden krigen. Først i 1991 kunne Anne og hendes mor besøge bedsteforældrenes hjem, der på det tidspunkt havde stået urørt hen i mange år, og så ud derefter.

Læs Annes beretning her (på tysk)

I 2015 fandt to håndværkere under en renovering af et loftsrum på Riddergade 4 en Røde Kors kasse fra 2. verdenskrig, som de afleverede til arkivet.

Kassen viste sig at indeholde en større samling sjældne papirer og dokumenter fra lægen Knud Emil Tommerups (1911-1976) virke i flygtningelejren i Karrebæksminde. Tommerup slog sig ned som læge i Næstved, hvor hans konsultation i mange år havde adresse på Amtmandsgade 12 – i dag Krumport 12.

I 1945 blev han tilknyttet flygtningelejren i Karrebæksminde, der var blevet oprettet samme år. Her indsamlede han en række forskellige helbredsoplysninger om de ca. 1700 flygtninge, der boede i flygtningelejren. Tommerup kontrollerede fx om de tyske flygtninge var syge eller raske ved deres ankomst ligesom at han noterede sig vægtændringer og sygdomsudbrud i lejren.

Tommerup blev i Næstved efter krigen og var i 1950’erne medlem af både Næstved Kommunes Sundhedskommission og Epidemikomissionen. Du kan bestille Tommerups arkiv til læsesalen via naesbas. 

Hvis du vil gå på opdagelse i lokale kilder om besættelsestiden kan du gå til vores tema om besættelsestiden i Næstved. Her finder du bl.a. Annes beretning på tysk og instrukser til ledere og bevogtningspersonale på flygtningelejrene.

På NæstvedBilleder har vi samlet billeder fra Besættelsestiden og befrielsesdagene.

Gå til NæstvedBilleder

På NæstvedArkivernes filmkanal kan du også finde film om og fra Besættelsen og Befrielsen. 

Gå til filmkanalen