Gå til hovedindhold
Nyhed
Historien i Fokus

Historien i Fokus #6: Jul i Næstved

Historien i Fokus stiller hver måned skarpt på historier, kilder, billeder og film fra NæstvedArkivernes digitale platforme. Denne gang har vi fokus på Julen i Næstved.

30. nov. 2021

Indhold

    Julemandihelikopter

    Julemanden ankommer i helikopter, 10. december 1950, fotograf: Orla Holst

    I Næstved har julen gennem tiden været forbundet med nogle helt særlige traditioner. Juletræet på Axeltorv plejer eksempelvis at komme fra Gavnø Gods og indtil regimentet flyttede til Slagelse red Gardehusarregimentet juleridt gennem byen. 

    I 2017 blev Næstved desuden kåret som årets juleby af P4 Sjællands lyttere. Her på siden har vi samlet historier samt links til billeder og film af julen i Næstved.

    Julemanden i Næstved

    Lørdag den d. 16. december 1950 optrådte Borgmester Tidemand som julemand, da han kørte gennem byen i fornem hestetrukket vogn og endte på Næstved Stadion, hvor 1500 mennesker, de fleste børn, var samlet til julefest.

    Festen var arrangeret af Toms Chokoladefabrikker, og var dels reklame for Toms, men også et velgørenhedsarrangement til fordel for NIF, der tjente 675 kr. på julefesten.

    Flyvende julemand

    Borgmester Tidemand var dog ikke den eneste julemand på spil denne dag. Toms havde entreret tryllekunstner Fritz Olai, som iført julemandskostume tryllede og delte flødekarameller ud, og senere på dagen fløj han bort i en helikopter, hvorfra han smed små faldskærme med chokolade ud til stor jubel for de fremmødte børn.

    Borgmester Tidemand benyttede sit mere beskedne køretøj til at komme videre til julefest for byens gamle, som også blev trakterede med chokolade, denne gang dog fra Galle Jessens chokoladefabrik.

    Julemanden i kane foran rådhuset i Teatergade, 10. dec. 1950, fotograf: Orla Holst

    Julehilsen til Hest

    En tidligere central juletradition for Næstved, hvis begyndelse er uklar, er Gardehusarregimentets juleridt. I 1960 red tolv officerer udstyret med trompeter og iført deres gallatøj og pels igennem byen for at ride julen ind.

    Oprindeligt blev der aflagt besøg hos regimentschefen, ved regimentets stabsofficerer og hos chefen for Pansertroppernes Befalingsmandsskolen på Grønnegade Kaserne.

    Fra 1966 og frem blev der også aflagt et besøg hos borgmesteren på rådhuset i Teatergade 8. Her fik julerytterne serveret varm gløgg og hestene fik gulerødder. Med tiden blev juleridtet en mere og mere offentlig begivenhed som Næstveds borgere kunne se frem til hvert år, indtil regimentet flyttede til Slagelse, hvor juleridtet er fortsat.

    Gardehusarregimentets juleridt - foran Næstved rådhus, 1967, fotograf: Ukendt

    Julemusik
    I København er Livgarden kendt for deres julekoncert og i Næstved spillede 4. Dragonregiments Musikkorps en årlig julekoncert i Gammel Ridehus i december tæt på juleaften. 

    4. Dragonregiments Musikkorps spillede for eksempel den 21. december i 1910. Programmet var meget varieret og lød på vals, opera, polka, militærmusik og en enkelt tyrkisk drikkesang.

    Læs mere om juletraditioner i Næstved på Grønnegades Kaserne Kulturcenters hjemmeside.

    4. Dragonregiments Musikkorps på Axeltorv, 1919-1923, fotograf: Ukendt

    Julemærker af Arne Bang

    Julemærker af Arne Bang 

    Arne Bang (1901-1983) var en billedhugger og kunstner fra Fensmark. Bang var i en årrække ansat på Holmegaard Glasværk. Han udførte primært skulpturer og udsmykninger i det offentlige rum, men i 1940'erne tegnede han også tre julemærker. 

    1940: Due med olivengren. Danmark blev besat d. 9. april 1940 og duen blev derfor et symbol på freden, der måtte komme efter krigen. Motivet kendes også fra biblen, hvor Noa sendte duen ud fra arken for at finde ud af, om vandet havde trukket sig tilbage. Da duen vendte retur med en olivengren, vidste Noa, at jorden var beboelig igen efter oversvømmelsen - ligesom jorden vil være beboelig igen efter krigen. Kunstner Arne Bang. Tryk Alfred Jacobsens Etablissement.

    1944: Julelys på grangren. Lyset i den mørke tid, krigens tid. Lysets flamme er en stjerne og symboliserer stjernen over Betlehem, som ledte De Vise Mænd til Jesusbarnet. Kunstner Arne Bang. Tryk J. Jørgensen & Co.

    1946: Adventskrans. Stjernen, som løfter kransens bånd symboliserer Betlehemsstjernen. Kunstner Arne Bang. Tryk J. Jørgensen & Co.

    Se julemærkerne her: Danske julemærker

    Julemand ankommer med tog, 1967, fotograf: Harry Nielsen

    På NæstvedBilleder kan du se billeder af julen i Næstved gennem tiden. Der er f.eks. billeder af julemanden i helikopter, i tog og i kane samt billeder af juleoptog gennem gaderne. 

    GÅ TIL JULEBILLEDERNE

    Arkivets filmkanal rummer flere klip af julen i Næstved gennem tiden. Se bl.a. klip fra juletræsfesten i Fuglebjerg fra omkring 1940 og juleudsmykninger i Næstved fra 1960'erne. Klik på knappen og søg på "jule" via filmkanalens søgefelt. 

    SE FILM OM JULEN I NÆSTVED

    Relevante artikler