Gå til hovedindhold

VM i kvindehåndbold i Næstved 2015

For første gang nogensinde var der VM i kvindehåndbold i Næstved. Arrangementet løb af stablen fra den 5. til den 13. december 2015. Men faktisk var der en gang tidligere blevet spillet en VM-kamp her i byen.

Indhold

    Det var under VM i herrehåndbold i 1978, hvor Danmark var værter. Næstved lagde hal til en indledende gruppekamp mellem Japan og Bulgarien søndag den 29-1-1978. Her fik 800 tilskuere blandt andet fornøjelsen af at se Japans topscorer Gamo score 9 mål, og Japan vandt 23-20.

    Knap 40 år senere blev der spillet 16 VM-kampe, og tilskuerne kunne opleve både Sverige, Holland, Polen, Angola, Kina og Cuba i aktion i Næstveds nye arena. Det første VM for kvinder i markhåndbold, hvor man spillede med ellevemandshold, blev afholdt i 1949 i Ungarn. Danmark var dog ikke med til denne turnering.

    Det første VM for syvmandshold i kvindehåndbold afholdtes udendørs i 1957 med Jugoslavien som værtsnation. Her sluttede det danske kvindelandshold på en femteplads. Fem år senere, ved VM i Rumænien i 1962, vandt det danske kvindelandshold sølvmedaljer, kun overgået af værtsnationen. Turneringen blev spillet udendørs på Bukarest Stadion.

    Det første VM for kvinder, som blev afholdt indendørs, var i 1965 i Vesttyskland. Under VM i 1973 i Jugoslavien spillede en af Næstveds største kvindelige håndboldprofiler gennem tiden, Jette Madsen fra Næstved IF, sin 25. landskamp for Danmark.

    Hun spillede i alt 33 landskampe fra 1972-1976 og sluttede sin landsholdskarriere som anfører. Det danske kvindelandshold har vundet VM-titlen en enkelt gang i 1997.

    Kvindelandsholdet ved VM i Jugoslavien 1973. Jette Madsen Næstved IF nr. 7 fra venstre. Fotograf Casper Thorsøe

    Kvindehåndbold kom på det olympiske program i 1976. Danmarks kvindelandshold deltog for første gang ved OL i Atlanta i 1996 med kæmpe succes, og de vandt guld foran Sydkorea ved et brag af en finale, som måtte ud i forlænget spilletid, før Danmark snuppede guldmedaljen. Ved OL i Sydney i år 2000 blev det igen til guldmedaljer, og ja, de danske kvinder lavede tre på stribe og vandt også guld ved OL i Athen i 2004. Det er en bedrift, som intet andet kvindelandshold i håndbold endnu har gjort dem efter.

    Vi skal helt frem til 1994, før det første Europamesterskab for kvinder blev afholdt. Tyskland var værter, men det var danskerne, der snuppede guldet. Det gjorde kvindelandsholdet igen i 1996, og denne gang på hjemmebane. Historien gentog sig i 2002, hvor det danske kvindelandshold igen tog guldet på hjemmebane.

    Kilder:

    • Håndbold i 100 år – et overblik
    • Næstved Tidende 30-1-1978
    • dhf.dk

    Relevante artikler